Profession! selvudnævnt søvnkriger med et stort rungende mor-dedikations DNA.

Jeg har selvudnævnt mig som søvnkriger! 

LinkedIn står der ingenting om hvad jeg laver lige nu. Skal jeg skrive arbejdsløs? Sygemeldt? Svagpisser? Mor med stort M? Hvad fanden skriver man når man er på fuld tabt arbejdsfortjeneste! Jeg bliver jo nødt til at have en titel, ellers er der jo bare et stort tomt rum i min erfaring, nogle år i ingenting og det kan da kun have en negativ klang i arbejdsgivernes ører. Så derfor giver jeg mig en selvudnævnt titel og måske jeg skal skrive lidt erfaring nedenunder. 4,5 år må da tælle som noget. Det viser da vilje, styrke og drivkraft. Jeg vil jo gerne tilbage igen, tilbage til spændende projekter, søde kollegaer – jeg vil gerne være en del af noget.

Jeg synes ordet kriger lyder mega sejt, og på den måde får jeg jo også rost mig selv lidt. Ja jeg har ikke været i krig og er nok lidt malet af, at jeg har set alle afsnit af korpset. Men jeg er overbevist om, at jeg sagtens kunne gennemføre med alt det bagage, jeg slæber rundt på mine skuldre. Men navnet snyder, for jeg føler mig nok mere som udskidt og udslidt æblegrød! Sådan føles det selvfølgelig ikke hver dag. Fredag var faktisk en god dag. Jeg fik nemlig ugens bad og det var tiltrængt – nu ligner jeg jo næsten en på 41 år igen og lugten er blevet til duften! Plus dagen stod på besøg af nogle af mine/vores yndlingsmennesker Maria og Andreas. Her bliver der nemlig tanket op af alt det gode på socialthygge kontoen, som jeg nok er en smule i underskud af. De har fulgt os siden fødslen, de har støttet, trøstet og været der. Jeg er så taknemmelig for, at de eller vi ramte hinandens livsvej, for bedre venner findes ikke. TAK Hr.Gud som Victoria kalder ham❤️

Det var et tiltrængt hvil, efter en ærligtalt hård uge med for lidt søvn, for meget gråd, for meget feber og snot, for meget vuggen frem og tilbage! Prøv du at tage dit barn på 4,5 år som vejer 15 kg. og sving hende i dine arme et par timer hver nat i en uge. Det er sgu da crossfit for mammas på højt plan, dertil tilføres lidt skrig og gråd, og den meget “positive” påvirkning det har på mor Lycksie lille følsomme hjerte. Puhaaa….glæder mig til en “normal” uge i næste uge, hvor jeg kan sove lidt om dagen igen.

Jeg er for nyligt blevet spurgt om hvordan jeg kan have overskud til at være mor.

Arghhh altså jeg er træt og stærk på samme tid. Jeg sover når alle andre arbejder, og her får jeg jo lidt ekstra søvn. Og lige meget hvor udkørt jeg er og hvor meget jeg har kæmpet/kæmper, så råber jeg sjældent af mine piger. Selvom øjenlågene er lige ved at falde i, selvom jeg er så træt og lunten føles kort, så siger jeg til mig selv, at det jo ikke er deres skyld. Så spiser jeg også lidt mere end jeg burde, men det er det eneste som giver mig energi til at være vågen et par timer mere. Så endnu en uge som har kostet lidt på kiloerne.

Jeg siger dagligt til mig selv, de skal ikke føle skyld! Så selvom vi ingen aflastning har, hverken hos professionelle eller bedsteforældre som lige kan passe. Så prioriterer jeg hver dag, at få leget, krammet og snakket med mine børn. Jeg tror min kærlighed er så stor og stærk, at det er min overlevelsesjuice! Det er den “juice” som får mig op og i gang. En form for kærligheds energipille.

Men du smiler altid? Det misleder jo lidt jeres kamp.

Nogle tror altid, at jeg er i total overskud, for sådan virker det udadtil. Men det er ren Hollywood! Facade over facade – men I virkeligheden bliver jeg nødt til det, for jeg har ingen som kan gribe mig og mine børn, hvis jeg falder! Så derfor er jeg udholdende og giver den alt hvad jeg kan, for jeg tænker inderst inde at det ikke kan forsætte 4,5 år endnu. Smilet i offentligheden gør at jeg føler mig lidt normal. At “her kommer jeg” og “jeg har styr på alt” – det er min måde at navigere rundt. Selvom jeg inderst inde føler mig ekstremt alene, ensom og som den der ikke passer ind nogle steder.

En særling. Ikke kun på grund af vores nuværende kamp og søvnen. Men også fordi jeg altid har følt mig alene, jeg snuser og oplever verden anderledes end mange af mine tætte omkring mig. Jeg tager alle indtryk til mig, absorbere alt – og kan mærke mange negative frekvenser i vores samfund. Derfor prøver jeg altid at påføre verden et smil. Det er da en start tænker jeg, et statement! -at jeg ikke vil hives ned i sølet og i en verdens som er blevet mere egocentreret og tabulagt og med MEGET mere. Den debat må jeg vist hellere tage i et andet opslag!

Første årsag til min nye titel. 

Mandag skulle vi så til endnu en test på Roskilde! Det er altid hårdt – for i mine øjne er min Victoria den mest vidunderlige omsorgsfuld fantastiske pige! Men jeg ved jo godt at der er nogle ting som er anderledes, nogle emner som kræver hjælp – jeg har bare tilvænnet mig situationen, det er blevet hverdag og sådan tilpasser man sig jo. Det skal man. Testen gik OK! hun bliver naturligvis træt af opgaverne og det ender også med at hun reagere hele vejen hjem i bilen! 

Det er ok, det er synd for hende og man prøver så godt man kan bare at kramme, kysse og fortælle hende at hun er dejlig som hun er! De helt tætte ringer til mig, for at høre hvordan gik det? Her slår jeg over i engelsk, hvis Victoria vimser tæt omkring, det kan måske virke pjattet på jer, men min datter skal ikke føle sig forkert! Hun er nemlig ikke forkert og det er min fornemmeste opgave er at gøre hende stærk, at hun kan stole på mig, føle sig tryg og almindelig. Hun er så mega kvik, som psykologen sagde, så er der virkelig meget lys i pæren – derfor vil hun også forstå sådan en samtale mellem to voksne, hun kæder hurtigt tingene sammen, hun observere og fange stemninger hurtigt! Så derfor på engelsk…

Men hun og lillesøster har været syg næsten hele ugen, og de har sovet virkelig virkelig dårlig. Så selvom jeg har været mega træt om dagen og ikke har kunne sove, så har vi hygget os. Begges humør er højt om dagen, de er glade, legesyge og krammende. Jeg elsker mine pigers selskab! Vi har gået ture, været kreative og plantet os til Ramasjang og Netflix.

Motionen er min energi drik og jeg elsker det!(og hader det). Til trods for en hård uge, så fik jeg da løbet en gang og trænet crossfit to gange. I tirsdag fik jeg ellers dommen st jeg har en diskusprolaps og at jeg skal genoptrænes. Men jeg har heldigvis ikke ondt, når jeg træner og løber, så skal da have mig en løbetur i dag, især fordi jeg senere i dag skal indtage lidt ekstra kalorier. Jeg skal nemlig ud, ud og spise tapas, drikke cocktails med mine crossfittøser. Det er min 5 gang ude, uden børn siden børnene indtog vores verden. Indrømmet! det lyder mega fedt, at jeg skal ud – men har dårlig samvittighed, jeg ved min mand skal igennem en hård kamp herhjemme og det kræver virkelig meget. Det er sgu synd for ham. Hendes angst er så voldsomt, at hendes egen far ikke en gang kan passe uden de store problemer. Det er så synd for ham og hende – men jeg bliver nødt til at få mig lidt mig tid, også selvom jeg føler at jeg svigter min datter. Jeg håber og er tilfreds hvis bare jeg får 1 eller 5 timer sammen med Sasha, Tine, Christina og Michala og en masse mojitos.

Bare tag i morges, her vågner jeg klokken 06.00, jeg har tankemylder og kan ikke finde ro. Derfor går jeg ud og skriver lidt på mit opslag til i dag. På et tidspunkt skal jeg morgenfriske som alle andre og går ned. Der går ca.15 min så vågner Victoria. Hun råber, græder og skriger – far kan intet stille op. Hun er vågnet trygt ved siden af far og lillesøster – og alligevel udspiller der sig en trist morgenvækning. Hun har et angstanfald, blot fordi jeg er gået ned.

Jeg GLÆDER mig helt vildt!!!!!!til bare at være mig, sammen med nogle skønne tøser og med lidt dårlig samvittighed på skulderen og i hjertet!

Så god lørdag aften her derude og jep jeg burde nok blive hjemme, gå i seng kl.20 efter en uge med 21,2 timers søvn. Men jeg skal UD! Mig! 

Skriv et svar