SØVN, OMSORG & HVERDAGENS TUMMERUM

Igår skulle jeg til crossfit kl.19.00, og jeg havde glædet mig meget, især da jeg ikke for trænet for tiden, nu hvor min mor bor her. Jeg træner sjældent om aftenen, da det ikke kan lade sig gøre i vores liv, men det skulle prøves, man tænker; hun er jo blevet ældre og det kunne jo være det lykkes. Jeg blev desværre ringet op midt i træningen, og min mor havde sendt mig en SMS “V er helt ude af den” – og måtte derfor løbe ud til bilen og skynde mig hjem, da Victoria havde et voldsomt anfald. Jeg havde håbet og regnet med, at hun ville få en lille reaktion, og savnede sin mor som andre børn gør, når mor lige skal ud. Men nej…..Michael stod med hende i armene i indkørslen, da jeg landede hjemme på adressen. Hun faldt hurtigt til ro og vi lå længe, og krammede, og holdte i hånd!

Det er sgu lidt hårdt, at jeg ikke kan tage væk – især da jeg stadig går og drømmer om en aften med Halifax burger efterfulgt af et aktionbrag i biografen. Jeg drømmer om, at kunne tage med til venners runde fødselsdage, bryllupper hvor børn ikke må komme med og for nyligt, Michaels egen 40 års fødselsdagsfest – hvor vi som de eneste havde vores børn med!(Nu var det så også vores egen fest). Jeg sultede efter bare at være mig, nyde en masse mojitos, gode venners selskab og være en del af flokken. Efter 4 år synes jeg stadig at det virker som et uoverskueligt og langt ude i fremtiden ønske. Jeg ved godt det lyder lidt egoistisk – og tro mig, jeg elsker mine piger M E G E T højt, jeg elsker at tilbringe tid med dem, jeg nyder deres selskab.

Men er det egoistisk? at ønske udgang bare 1-5 gange om året, jeg synes bare det kunne være så fedt, at tage ud og bare være mig i en lækker kjole med lidt lir på øjnene eller have romantisk mand & konetid en koncert, klatre eller tage i bio. Er det egoistisk at drømme om sammenhængende søvn?  Vi har jo ikke spædbørn mere, jeg ammer ikke mere. Benedicte fylder snart 3 år og Victoria er lige blevet 4 år.

I mandags var vi igen været til møde på Roskilde, denne gang på børneambulatoriet og man har nu besluttet at vi skal indlægges til en søvnundersøgelse og at det er 3-4 år for sent! Derudover er vi startet på udredning på børnepsyk – og her venter en masse undersøgelser forud. Samme aften startede vi også op på Melatonin igen og som forudsagt, resulterede det i anderledes typer af anfald, let søvn – men til gengæld sov hun tidligt! Det er sgu så synd for hende, men også for os.

Hverdagen er så anderledes og udfordrende – jeg skal stadig forklare, belyse, oplyse og forsvare hvorfor jeg ikke bare lige kan, dit og DAT, til nær og fjern. Det er mættende og trættende – og mit vægttabsønske ligger stadig så fjernt! For lidt søvn kombineret med min lavt stofskifte sygdom er en dårlig cocktail. Alle jeg kender taber sig hurtige end mig, de har succes. Jeg er konstant bagud i crossfit og alle de nye som starter, 1,5 år efter mig er indenfor få mdr dygtigere og hurtigere end mig. Misundelse er en grim ting, men den er naturlig og jeg er sgu misundelig, Spiralen er en ond cirkel, som påvirker hele hverdagen….

Men jeg forsætter min træning, for jeg elsker det og det giver mentalt overskud!  

Og ja livet er smukt, jeg elsker min familie og ønsker fred i verden! De små ting i hverdagen er smukke og vi har heldigvis ikke alvorligt syge børn.

Men nogle gange er det sgu ok, at sige: ØV og bare være lidt sur og ked i knolden. 

En lille onsdagtanke “ønske”  fra mig 

Skriv et svar