SØVN, OMSORG & HVERDAGENS TUMMERUM

Igår skulle jeg til crossfit kl.19.00, og jeg havde glædet mig meget, især da jeg ikke for trænet for tiden, nu hvor min mor bor her. Jeg træner sjældent om aftenen, da det ikke kan lade sig gøre i vores liv, men det skulle prøves, man tænker; hun er jo blevet ældre og det kunne jo være det lykkes. Jeg blev desværre ringet op midt i træningen, og min mor havde sendt mig en SMS “V er helt ude af den” – og måtte derfor løbe ud til bilen og skynde mig hjem, da Victoria havde et voldsomt anfald. Jeg havde håbet og regnet med, at hun ville få en lille reaktion, og savnede sin mor som andre børn gør, når mor lige skal ud. Men nej…..Michael stod med hende i armene i indkørslen, da jeg landede hjemme på adressen. Hun faldt hurtigt til ro og vi lå længe, og krammede, og holdte i hånd!

Det er sgu lidt hårdt, at jeg ikke kan tage væk – især da jeg stadig går og drømmer om en aften med Halifax burger efterfulgt af et aktionbrag i biografen. Jeg drømmer om, at kunne tage med til venners runde fødselsdage, bryllupper hvor børn ikke må komme med og for nyligt, Michaels egen 40 års fødselsdagsfest – hvor vi som de eneste havde vores børn med!(Nu var det så også vores egen fest). Jeg sultede efter bare at være mig, nyde en masse mojitos, gode venners selskab og være en del af flokken. Efter 4 år synes jeg stadig at det virker som et uoverskueligt og langt ude i fremtiden ønske. Jeg ved godt det lyder lidt egoistisk – og tro mig, jeg elsker mine piger M E G E T højt, jeg elsker at tilbringe tid med dem, jeg nyder deres selskab.

Men er det egoistisk? at ønske udgang bare 1-5 gange om året, jeg synes bare det kunne være så fedt, at tage ud og bare være mig i en lækker kjole med lidt lir på øjnene eller have romantisk mand & konetid en koncert, klatre eller tage i bio. Er det egoistisk at drømme om sammenhængende søvn?  Vi har jo ikke spædbørn mere, jeg ammer ikke mere. Benedicte fylder snart 3 år og Victoria er lige blevet 4 år.

I mandags var vi igen været til møde på Roskilde, denne gang på børneambulatoriet og man har nu besluttet at vi skal indlægges til en søvnundersøgelse og at det er 3-4 år for sent! Derudover er vi startet på udredning på børnepsyk – og her venter en masse undersøgelser forud. Samme aften startede vi også op på Melatonin igen og som forudsagt, resulterede det i anderledes typer af anfald, let søvn – men til gengæld sov hun tidligt! Det er sgu så synd for hende, men også for os.

Hverdagen er så anderledes og udfordrende – jeg skal stadig forklare, belyse, oplyse og forsvare hvorfor jeg ikke bare lige kan, dit og DAT, til nær og fjern. Det er mættende og trættende – og mit vægttabsønske ligger stadig så fjernt! For lidt søvn kombineret med min lavt stofskifte sygdom er en dårlig cocktail. Alle jeg kender taber sig hurtige end mig, de har succes. Jeg er konstant bagud i crossfit og alle de nye som starter, 1,5 år efter mig er indenfor få mdr dygtigere og hurtigere end mig. Misundelse er en grim ting, men den er naturlig og jeg er sgu misundelig, Spiralen er en ond cirkel, som påvirker hele hverdagen….

Men jeg forsætter min træning, for jeg elsker det og det giver mentalt overskud!  

Og ja livet er smukt, jeg elsker min familie og ønsker fred i verden! De små ting i hverdagen er smukke og vi har heldigvis ikke alvorligt syge børn.

Men nogle gange er det sgu ok, at sige: ØV og bare være lidt sur og ked i knolden. 

En lille onsdagtanke “ønske”  fra mig 

MORMOR – JEG ELSKER DIG!

 

M I N  M O R  – er flyttet ind!

JA – du hørte rigtigt!!! Min skønne dejlige mor er flyttet ind sammen med os, hun har fået ”lov” af pigerne til at bo i deres legeværelse. Min mor landede i Solrød sidste lørdag den 29.juni, efter at min helt igennem fantastiske mand gjorde mig den KÆMPE tjeneste og stod op kl.05.00 for at køre til Gråsten for at hente min mor og alt hendes habengut, og så igen for at køre tilbage samme dag – ca. 40-45 minutter efter ankomst i Gråsten. TAK TAK TAK – jeg er dig dybt taknemmelig! Du er og bliver min helt.

STATUS

Vores første uge er gået og det er faktisk gået over al forventning. Det er så dejligt, at have hende tæt på og vi får en masse kvalitetstid sammen. En tid, som vi aldrig får tilbage og ja flere har da spurgt om jeg virkelig gider at bo sammen med min mor, og jeg siger det lige IGEN. Det gider jeg godt!. Altid, altid, altid – alt for min mor og far. Alt for min familie.

Jeg synes faktisk vores genration skulle tage at pakke deres ting sammen og rejse lidt tilbage i tiden eller en tur til eksempelvis; Sydamerika, her er det helt normalt at man tager sig af sin nærmeste familie på godt og ondt. Personligt, synes jeg godt at vi kunne vende tilbage i tiden og passe lidt bedre på vores ældre. Mange af os bor i store kvadratmeter, alle med hver vores værelse, kreative rum osv. Vi har hvert fald plads nok! Vi er blevet mere egoistiske, vi har fået mere travlt – vi er et blevet et produkt af noget som ikke er menneskeligt sundt. Når jeg sidder og tænker på min mor, at hun skulle bo på et plejehjem og kun få et bad i ugen, så væmmes jeg og bliver ked af det. Men det er ikke kun det ugentlig bad jeg tænker på, der er sgu ikke meget livs værdi på plejehjem, at bo alene væk fra sin familie, spise industriel mængdeproduceret mad . Hos os, kan hun opleve hendes børnebørn, få glæde af mine gode kundskaber i køkkenet, her er der mere familiært, der er hverdagsliv og jeg kunne blive ved med plusserne.

Jeg kan da godt udstille billeder på sociale medier og vise hvor meget vi hygger, men man skal altid huske, at det er et kort øjebliks billede. Det skal ikke lyder lidt forkert at skrive, for vi hygger rent faktisk – det som driller og som desværre er udmattende, er at få alt det praktiske til at hænge sammen! Altså en ny hverdag med at aflevere og hente to små børn, få alt for lidt søvn, vores udfordringer generelt, samtidig med at jeg gerne vil holde mine træning ved lige og sørge for, indkøb, madlavning, rengøring, – og være der for min mor. Desuden er vi startet udredning på børnepsykiatrisk og det næste stykke tid skal Victoria til en masse undersøgelser, da man mistænker ADHD og autisme. De desværre har konkluderet at hun har angst og at hun er svært søvnforstyrret (det vidste vi egentlig godt, men det er nu alligevel hårdt at få det smidt i hovedet, sådan mere officielt).


Men nu byder hverdagen altså på nye ting, nye rytmer og nye vaner. Jeg skal nemlig bade min mor, smøre hende ind i creme, klippe negle, rede hår, skære mad ud, hjælpe hende i tøjet, hjælpe med medicin, agere kørestolschauffør og meget mere! Det skal man lige have et kørekort til -(hvilket faktisk overhovedet ikke er svært for mig, det falder helt naturligt. Men vores rytmer og vaner er vidt forskellige…..og min tilstedeværelse er krævet 24/7 og med min skøre familiepakke oveni, er det en stor stor stor opgave, men det er min mor! Min mor! Tænk hvis det var din mor, ville du ikke gøre det sammen? 

Min mor er min bedste ven! JA du hørte rigtigt, min mor er min bedste ven, hun er også min veninde, sparringspartner, livline, cafepartner og triominosfjende. Jeg elsker at være sammen med hende.

Hvorfor er hun flyttet ind tænker du nok?

Lige nu er hun på ferie hos os, fordi min far på 80 år helt ærligt, er pisse udkørt, han er træt efter han helt naturligt og ærefuldt påtaget sig en kæmpe opgave. Han passer på min mor 24/7. Han er fra den gamle generation hvor mændene var mænd og kvinderne passede job, kødgryderne, køkkenet og børnene. Han har ikke lavet mad i 60 år og han har ikke det der medfødte “Hausfrau” gen! Men shit hvor er han sej, helt ærlig – han er 80 år og hans livsledsager og bedste ven er blevet alvorligt syg. Han er taget opgaven til sig, han vasker tøj, han tømmer opvasker, dækker op til morgenmad, han handler, han bader min mor, klipper negle og kører hende rundt til træning og diverse undersøgelser. Jeg siger det lige igen. Han er F U C K I N G  S EJ. Tænkt at skulle administrere alt det som 80 årig og så oveni se sin bedste ven blive ramt af en uhelbredelig sygdom som han ikke kan besejre. Du er sej far. 

Han bruger ferien på, at være på erindringstogt og eventyr i Ribe, han drikker øl, får burgere og lytter til jazz, ser film i lange baner og nyder en masse gode venners middags invitationer, det er så fortjent. Og mor er her hos mig, hos os på ferie og på et testophold, for det er desværre stærkt nedadgående og når min far ikke kan mere, så håber jeg at vi kan tage over og at min mor kan flytte ind her. Men kun hvis hun vil, hun er jo ikke umyndiggjort og det er derfor hun er på ”prøve” her……

Min mor har diagnosticeret med MSA (MULTIPEL SYSTEM ATROFI) somer en atypisk uhelbredelig Parkinson. Behandlingen handler om at afhjælpe, lindre symptomer og vanskeligheder. Det er pisse hårdt, for jeg har min mor tæt på mig, og kan slet ikke acceptere at vi bor så langt fra hinanden i hverdagen. Tænk hvis jeg boede tæt på, og lige kunne smutte over med boller i karry eller en kæmpe omgang citronfromage, eller hjælpe med et eller andet teknisk, vaske tøj osv. Men mest af alt, så kunne pigerne se deres mormor og morfar oftere.

Ja nu kommer vi et på emne som er svært for mig. Mormor! Mormor rollen er truet af denne lorte sygdom og det er der hvor det gør allermest ondt.  Min mor er endelig blevet mormor, noget vi aldrig troede skulle ske. Pigerne elsker hende så højt, så jeg kan slet ikke bære at tænke tanken at hun en dag ikke er hos os mere. Når jeg sidder og kigger på min dejlige mor, flyver billederne igennem mit hoved, pigernes første skoledag, fødselsdage, jul, student og I kender jo selv livets gang. Men egentlig er det ikke kun alle højtiderne, det er faktisk allermest de små ting i hverdagen, såsom daglige opkald, weekendhygge i Gråsten  – hvor vi spiller spil, går ture og bare er sammen. Mormor er mere end bare gode minder. Mormor kan lære hendes børnebørn en masse om livet, også selvom de er blevet voksne og flyttet hjemmefra. Mormor kan være totempælen. Unge er så fokuseret på at skabe sit liv med en uddannelse, karriere, og man skal helst have løbet en ironman inden 20 års alderen og ejet en Mulberry siden man blev konfirmeret. Mormor har allerede levet et liv, hun ved, at lykken ikke styres af, hvilket tøjmærke man går i, hvor slank man er, hvilket sofamærke man ejer eller hvor mange gange man har været i NYC Mormor kan give pigerne et andet perspektiv på livet og en følelse af at høre til.

Jeg krydser fingre dagligt, og håber Hr. Gud (som Victoria kalder ham) giver hende lidt længere tid, for hun er pigernes mormor og den rolle er hun stjernedygtig til.

Kærligheden til mine pigerne, til min mor og far, til min mand og vores venner er det allervigtigste i mit liv og min største drivkraft!

GODMORGEN

Sådan har min sovestilling set ud i næsten 4 år! Det er lidt hårdt ikke, at kunne dreje og vende sig som man har lyst. Jeg føler mig “lidt” søvnfrihedsberøvet og bliver lidt øm i min gamle krop! Men det giver hende den ultimative tryghed, hun får færre anfald og hun sover længere. Da det alt sammen er noget som hjælper hende, så gør man det selvfølgelig og finder glæden i de små ting.

Vores morgener er ofte et af dagens allerbedste stunder når vi vågner sammen. For når vi ikke vågner sammen, altså hvis jeg går ned og tager et bad eller andet, så udløser det altid er angstanfald. Så det gør jeg sjældent, så derfor starter dagen oftest med at der bliver klukgrinet, krammet, nusset, drillet og vi taler om hvad dagen bringer. 

Det at dele vores aften, nat og søvn, har for os altid været en måde, hvorpå vi kunne tanke op på nærværs-og tryghedskontoen. At kigge på sine børn, når de sover, er for os noget af det aller smukkeste og mine moderinstinkter bliver da også lige skarpt indstillet. 

Det er ingen hemmelighed, at vores måde at sove på, har givet os mange undrende og anklagende spørgsmål fra omgivelserne. Jeg har ofte fået at vide, at det ikke er normalt at sove med sine børn, de er da alt for gamle til det og andre siger intet, men deres blik afslører ALT. Jeg ved godt at vores moderne travle verden vil anderledes og at børn helst skal sove på eget værelse inden de er ramt 6 mdr. (Det der perfekte store børneværelse som er spækket med stokke, Sebra, Marmar, ferm Living osv…) – det slog mig lige at jeg nok aldrig bliver valgt til at lave produktfremvisning på socialemedier! Men skide være med det….

At sove ved siden af dem du elsker, reducerer faktisk stress og depression – og hjælper os til at leve længere. Det har jeg hvertfald læst mig frem til 🙂

Men med vores søvn historik, med gråd, skrig og anfald – samt 3 til 6 opvågninger i timen indtil 3 års alderen, komprimerede anfald fra 3 år til i dag, tjaaaa så var valget slet ikke svært. Det eneste som vi kæmper med udover ALT for lidt søvn, er den lange indsovning på 3-4 timer….den trækker desværre tænder og vi ville ønske vi havde en løsning på det!

Hentet fra samsovning.dk: Set i et historisk perspektiv, så blev der i de første 200.000 år af menneskets eksistens her på kloden, overhovedet ikke stillet spørgsmålstegn ved, om barnet skulle sove hos dets forældre eller ej. Det gør der så i dag – men faktisk kun her I Vesten og vi udgør kun små 10% af jordens befolkning. Mange af os, overtager ukritisk den vestlige sove-kulturen fra tidligere generationer.

Billedet er taget i morges kl.07:30. Jeg ligger faktisk og venter på at hun vågner! Jeg kigger på hende, Benedicte og far – nyder roen og det mit blik møder, nemlig min lille skønne hjertevarme familie. Jeg elsker dem så højt! De faldt begge først i søvn kl.00:00 igår, så de skal sove så længe de kan! Jeg er blot utålmodig med at komme med i stuen, grunden til dette, er at mormor flyttede ind i træhuset igår. Så jeg vil bare, så gerne ned og se om hun har det godt, om hun har sovet godt – og så vil jeg meget gerne lave et overdådigt morgenbord og forkæle hende! 

Godmorgen fra os❤️

Dagen ifølge mig!

Jeg skulle gøre rent, rydde op, lægge tøj sammen og stryge skjorter. Jeg har ikke rørt mig ud af flækken siden pigerne blev afleveret kl.10.30. 

Jeg ligger ned, med min venstre kind plantet imod min grå sofa, så jeg kan mærke trådene fra stoffet i mod mit hoved, jeg ligger tæt ved vinduet, så lyset fra solen rammer mit ansigt – udover de små pip fra fuglene eller brummen for køleskabet, så er der helt stille. Jeg kan ikke bevæge mig, jeg ligger bare……jeg lytter. Jeg ligger bare og trækker vejret! Jeg lytter og kan mærke at jeg savner nærhed, en hånd på min kind, en hvisken i øret, roen og længslen. Imens jeg ligger og nyder stilheden, afspilles der en film i mit hoved. Lidt ala “Stolthed og fordom” bare med Alexander Skarsgård i hovedrollen. Jeg drømmer mig væk til en anden tid, en anden verden, hvor livet er lidt som en film. En verden uden aviser med konstante dårlige og barske nyheder, en verden hvor vi passer på naturen, hinanden – uanset hvilken baggrund, kultur eller hvor mange penge vi har. Hvor status og udseendet er lige meget! 

Jeg er en drømmer, en romantiker – og jeg har altid set verden i technicolor skønhed. Det er mit frirum fra vores moderne verden, som jeg ikke helt kan finde fred i! Det er mit frirum fra nyheder, misundelse, grådighed, vægttab, slankekure m.m. Det er min flugt fra virkeligheden, det er her jeg samler energi. Jeg er kun mig, jeg elsker det. Jeg kan godt lide roen i mit eget selskab….

Jeg ved godt klokken er mange og at jeg snart skal i gang med dagens gøremål, men jeg har ikke kunne gøre dette i 4 uger og jeg har savnet det! Bare mig og mit eget selskab, enten liggende helt stille eller bare sidde og drømme mig væk, imens afslappende toner kører på anlægget i baggrunden.  Længe leve Ray La Montagne, Diana Krall, David Grey…..

Nå men nu skal Nilfisken findes frem og jeg må hellere springen ud i virkeligheden igen…..skal også snart hente pigerne og savnede dem allerede ved aflevering!

Hav en dejlig mandag

Sendt på farten eller flyvende – eller støvsugende 🙂

Ugen der gik

Mit første oplæg herinde bliver ikke helt som oprindeligt ønsket. Jeg ville så gerne lave et langt fint oplæg om hvem jeg er, hvad mine piger hedder, min baggrund osv. Men nu har jeg i et par mdr. forsøgt at komme i gang med at blogge, men uden held. Jeg har dog stalket en del profiler herinde og må ærligt tilstå at det skræmte mig, at se så mange perfekte mor billeder, designer hjem, modebørn, perfekte dåbskager, digge digge tid og den rolighed som hviler over mange af de delte billeder.

Det kan jeg ærligtalt ikke leve op til. Jeg vil heller ikke (eller jeg ville måske godt en lille smule, hvis jeg kunne en gang i mellem). Men det er søndag klokken er 23:11, den mindste på 2,5 år sover stadig ikke – og jeg har givet op! Jeg kan af naturlige årsager ikke lige smide en gyser film på 70 tommer skærmen, så jeg tænkte, mit hoved er fyldt, jeg føler mig lidt alene, så det er fandme nu, at jeg tager springet.

Jeg er ordblind og jeg har fortravlet hverdag, så hvis mine piger kræver min tilstedeværelse, et kram, eller de har slåskamp over hvilket legetøj som er bedst at lege med og det er kun findes en udgave, så kan jeg godt finde på, at poste et oplæg uden at være krakilsk omkring kommaer, punktummer og alt det andet, som egentlig er skide lige meget, hvis I spørger mig.

Det vigtigste for mig, er at få luftet lidt ud……..

Det har mildeste sagt været en lorte hård uge. Denne uge skulle gå med udpakning efter 14 dages all inclusive aflastning Sunwing Lollo & Bernieferie, praktiske ting, træning og klargøring til min mands 40 års fødselsdagsfest. Men pigerne har stortset først sovet mellem 22:00-00:00 hele ugen efterfulgt af mange opvågninger som kræver min tilstedeværelse i flere timer sammenlagt. Det er normalt for os og for mig, men desværre er jeg stadig den eneste på adressen som kan putte pigerne – så når man skal klargøre noget kreativt som bordkort, menukort, rulle servietter osv til en fest, finder vi ud af hvor udfordret vi er! Altså vi ved det godt i forvejen, men vi har tilvænnet os situationen.

Jeg ville så gerne have siddet og nørklet med de praktisk gøremål til festen, renskrevet tale, gjort ALT lidt ekstra fint og jeg ville så gerne føle, at det kan jeg da sagtens lige ordne i mit liv. Men jeg bliver ikke klogere..

T O R S D A G

Torsdag skulle min mand have en kage med på arbejde, til fejring af hans 40 års fødselsdag –  og jeg tænkte, det kan jeg da sagtens bage, ligesom alle andre normale mennesker, kan jeg som hustru lige tilbyde at lave noget lækkert og glæde min mand. Klokken 23:45 stod jeg så og lavede en ostelagkage efter en lang putning på 4 timer, imens min mand tog chancen og kørte i Bilka for at handle. Klokken slog omkring 00:20 da natteræset startede og forsatte til 02:00 efterfulgt af flere opvågninger til morgenstunden. Jeg siger det lige igen, jeg nåede lige at stille kagen i køleskabet, jeg nåede ikke en gang at tisse, eller tage ugens første bad, eller rydde op – eller bare sidde ned og være mig.

F R E D A G

Fredag aften, dagen inden festen sov de igen ALT for sent og allerede inden midnat havde vi haft de første 5 opvågninger! Så for at have alt klar til festen, endte vi med først at gå i seng klokken 02:00, selvfølgelig efterfulgt af flere opvågninger i løbet af natten.

Dertil skal nævnes, at i fredags holdte børnehaven pirat sommerfest og det skulle vi selvfølgelig med til! Victoria min store pige havde sådan glædet sig, så det skulle vi da med til. Alle forældre skulle bidrage med noget mad, jeg får valget mellem pizzasnegle og pølsehorn – og igen tænker jeg, det kan jeg da sagtens. Jeg vil gerne bidrage og støtte mine pigers institution. Det endte naturligvis med en hård torsdag aften og fredagen blev mega hektisk med en masse gøremål og jeg endte derfor med at stå og bage pølsehorn som var færdige kl.14:25 og skulle være til mine pigers optog kl.14:30!  Klokken blev 14:33 og optoget var i gang da vi kom, men vi nåede det lige……med ro i maven og inden sved (NOT).

Men det var fedt, at se begge piger gå optog, se det hjemmelavet pirat kostume de havde lavet, vi nødt at se dem lege, smile og være glade – og bare nyde et par timer i selskab med andre forældre, børn og vores søde pædagoger, fik også tankerne væk fra den kommende fest, de hektisk aftener, nætterne, den manglende træning og alle de andre tusinde tanker som strejfede rundt i mit hovede.

Efter arrangementet skulle vi i Føtex og hente lidt til festen, her endte Victoria i et timelangt anfald og jeg måtte først føre hende sparkende ud af Føtex, imens jeg passerede tonsvis af dømmende blikke!(super fedt). Her stod jeg så, på fortorvet med et ikke kontaktbart skrigende grædende sparkende barn – jeg vuggede, krammede og havde det fucking varmt! Jeg følte mig som en dårlig mor og jeg følte alle i Ølby vendte et dømmende blik mod mig. (De tænker nok opdragelsen er svigtet eller få styr på dit barn). Det er sgu hårdt! Men heldigvis ved jeg inderst inde, at jeg gør ALT i min magt og jeg giver hende masser af kærlighed, omsorg -men det ved de forbipasserende ikke. Man får faktisk lyst til at stoppe alle som sender en et blik, og sige: Jeg har desværre et barn som måske lider af en udviklingsforstyrrelse, hun har også angst og traume ovenpå en lorte fødsel hvor jeg lige nåede at se mig selv fra luften. Alt det tænker jeg faktisk, hver gang der gik en forbi! Det bliver man lidt kvalt af. Endelig kom Michael og Benedicte – og turen gik hjem med et raseri af en fest på bagsædet. Tjaaa…jeg mangler faktisk ord! 

Endelig kom vi hjem, manden pakkede ud af bilen og jeg sad på jorden og krammede – og fik 1:1 tid med Victoria, som gjorde at hun faldt til ro.

L Ø R D A G og det er festdag

Efter endnu en hård nat og alt for lidt samlet søvn, så er det endelig blevet lørdag og det er i dag, vi skal holde stor fest i Sydhavnen. Det er en voksenfest, de skal spilles kongespil. øllet skal flyde og vi skal have mojitos fra dispensere. Maden skal en magisk kok lave og jeg glædede mig……dog havde jeg hele tiden i baghovedet, at pigerne jo er med, de kan ikke blive passet og at jeg skulle køre hjem, så ingen alkobørge til mig og jeg skulle forlade min egen mands 40 års fødselsdagsfest før tid, eller før jeg havde lyst. Jeg har faktisk ikke drukket alkohol i 4 år, men havde inderligt lyst til at drikke mig en ordenligt skid på og bare feste med alle vores fantastiske venner. Men jeg nåede da at få ugens bad og få flettet mit hår af Maja Bonde, en mesterfletter på 19 år, så følte mig alligevel lidt mamma HOT.

Det positive ved at have “små søvn terrorister”, er at de kunne være med til min mands fødselsdagsfest som var en voksenfest. De er nemlig verdens mestre i at holde sig vågen. De er faktisk oftest rigtig dygtige til at være med ude, især når de er omgivet af mange som elsker dem. Flere sagde til mig i løbet af dagen, at det var dejligt at de var så nemme, så jeg kunne få lidt ud af festen. Men ærligtalt, så synes jeg ikke det var særlig fedt – jeg spurtede nærmest rundt hele tiden, enten som praktisk gris til festen eller som mor for mine børn. Jeg kunne ikke føre de lange dybe sjove og underholdende samtaler. Men det vigtigste som var aftens indslag, lidt underholdning lavet af Heidi og mig til vores fødselsdagsmænd, en slags “Baywatch, Versus, Robinsondyst” gik over al forventning.

Alle jeg elsker og holder meget af, var tilstede, men jeg følte mig ikke rigtig tilstede. Festens lokale var få meter fra vandet, og derfor skulle jeg hele tiden have et blik på dem – trods for at andre tætte venner hjalp til. Men jeg nåede da to omgange kongespil – hovedretten gik jeg glip af, da jeg måtte putte den lille og den store dansede til 00:30, hvorefter turen gik hjem med to vågne børn i bilen! 15 min inden ankomst hjemme faldt den store i søvn, 10 min efter startede et anfald i bilen imens jeg kørte og havde begge på bagsædet. Anfaldet forsatte i bilen, på vej ud af bilen, på fliserne i indkørslen indtil vi vækkede et par naboer og indtil klokken ramte 02:00 og efterfulgt af et par opvågninger indtil vi alle stod sent op (heldigvis). Og hele dagen i dag har vi haft en sensitivt barn, hvor selv det mindste gav anledning til udbrud, det kunne være barbies hår sad forkert, eller jeg ikke svarede hurtigt nok, eller at jeg lige havde leget for meget med lillesøster, eller ikke hente vandet hurtigt nok. Jeg elsker mine børn og jeg vil gøre alt. Men i dag har jeg været “lidt” træt…..

Men heldigvis, fik jeg lidt hjælp af en anden superhelt i dag. Brandmand Sam overtog lige børnepasningen i 60 min, imens min mand fik en lur og jeg bare lå på sofaen og krammede mit guld. Tak til manden John Baird som opfandt tv’et i 1922-25:-)

Jeg er faktisk fucking træt og har ikke fået trænet som jeg plejer i en hel uge, det er ikke til at holde ud….men heldigvis starter en “almindelig” hverdag i morgen, hvor pigerne skal i institution, vi har møde med Børn & rådgivningen grundet udredning på børnespykiatisk (den historie får I en anden dag) og så skal jeg endelig ud at løbe en lille 4 eller 5 km. Crossfit må vente til tirsdag, torsdag og fredag (jubiiiiiii det bliver dødeligt hårdt efter ferien)

Min mand og jeg i dag! Hvorfor fanden lærer vi ikke noget? Hvorfor bliver vi ikke klogere? Vi kan ikke køre en tidsplan som andre! Vi kan ikke holde en rund fødselsdag! Vi kan sgu ikke en gang bage en kage! 

Lyspunktet lige nu er, at der endelig er ro på første sal, klokken er 23:51 og alle sover (undtagen mig). Og på lørdag flytter søde min mor ind i legeværelset. Kort fortalt, så er hun syg med atypisk parkinson, vi ved ikke hvor lang tid hun har tilbage og min far på 80 år har brug for et pusterum. Så i morgen, skal jeg have ringet til visitationen, så vi kan få styr på de sidste hjælpemidler…..

Jeg glæder mig så meget ;o)
G O D N A T til alle andre wonderwomans og superhelte

Sendt på farten!