I dag er en hård mandag

Mandag morgen startede med endnu en samtale på børnepsykiatrisk.

Jeg ved faktisk ikke rigtig hvor eller hvordan jeg skal starte. Jeg har nu siddet en lille times tid, stirret på en blank skærm og et tomt vindue hvor blæsten susen er det eneste som giver lidt liv til omgivelserne. Mine øjne er trætte og hævede efter dagens fjerde tudetur. Så jeg tog mig lige en halv time på sofaen og vågnede til endnu en tudetur. Det er hårdt det her! Det har været hårdt længe, men nu kommer der ord på hvorfor har hun ikke sovet? hvorfor vågner hun ofte? hvorfor har hun anfald? hvorfor har hun svært ved at falde i søvn? hvorfor er det helt så skide svært…..

Vi er lige kommet hjem efter endnu et møde på Roskilde, vi er begge tydelig berørte af situationen, lidt nedslåede og kede af det. Michael skal desværre på arbejde, men vi får lige en kort frokost sammen inden han kører afsted. Vi sidder sammen, men vi er stille…….vi ved godt hvorfor vi er stille af det! Det var et hårdt besøg.

Det er sgu specielt at skulle til møde omkring sin egen datter! At skulle sidde og snakke om hende! Vende og dreje hverdagen med en vildt fremmed. Det er sådan en underlig følelse. Vi har gjort det mange gange efterhånden, men hver gang er det tungt

I dag var vi til møde omkring deres observationer generelt, i børnehaven og om fremtidige undersøgelser. Vi nærmer os en konklusion, vi nærmer os en eller flere diagnoser. En diagnose…….jeg kan mærke jeg bliver ked af det. Jeg kender svaret, men vil ikke sige det endnu, jeg vil ikke fortælle det før det står på et papir. Faktisk bliver jeg ret så meget ked af det! En diagnose det lyder bare så forkert! Min dejlige skønne lille glade pige har en diagnose, en udviklingsforstyrrelse som gør livet svært for hende, og løsningen er ikke nem, det bliver et langt sejt træk. Nu bliver jeg sgu ked af det igen….et langt sejt træk, det har fandme allerede været et langt sejt træk og nu venter der os endnu mere. Det stopper ikke bare, der er jo ikke nogle nemme løsninger, jeg ved det godt, men har bare svært ved at overkomme det.

Vi har talte om at hun snart skal starte i skole, altså om 1,5 år, at det bliver svært for hende og at det er godt vi er i gang med en udredning, så vi kan få mest mulig hjælp inden, så hun er klædt på til skolestart. Vi har talt om min rolle, da hun klæber til mig, jeg får sjældent “lov” til at løbe en tur, være alene i bad, på toilettet osv. Hun er på mig 24/7 fordi jeg er hendes primære omsorgsperson, jeg er den som forstår og læser hendes bedst, jeg ved hvornår hun er træt, fyldt op, hvornår hun er ude af stand til at sige fra og så videre. Hun er tryg her og jeg er hendes eneste sikre havn. Det gør ondt på mig, for hvor er far henne? hvorfor duer han ikke? han vil så gerne, men bliver afvist og jeg trænger til at blive lidt aflastet. Det er et kæmpe ansvar og jeg har udfyldt min rolle i 4,5 år, jeg har taget hver en opgave til mig med overskud og tålmodighed. Jeg VIL GØRE ALT for min datter. ALT!!!! og jeg ved godt at man ikke bare kan trykke på en knap og så er det slut. Jeg ved godt at kampen lige er startet, men det er så undskyld mit sprog, FUCKING hårdt. Nu er jeg selvfølgelig ked af det igen….

I dag er en lorte dag. Alle celler i min krop skriger…..nu vil jeg ned og hente hende og lillesøster! Jeg glæder mig allerede til far kommer hjem! Mandagen skal bruges på et stort fælles kram, fælles hygge med legetøj i hele stuen, vi skal danse disko i legeværelse hvor vores nye diskokugle hænger. Vi skal bare være sammen!

MADPAKKE RÆSET!

To be or NOT to be til en rendyrket madpakke succes!

Er jeg den eneste som synes det bliver det samme og samme man putter i? Ikke altid sundt nok? For sundt? For kedeligt? Hvorfor er en lille yoghurt så usundt? For meget spelt-mor eller for lidt? I GODMORGEN Danmark siger Eksperterne at vores madpakker ikke er sunde nok og det kan påvirke børns adfærd, energiniveau og de får dårlig vaner til de bliver gamle. At man har lavet undersøgelser og analyser som viser de bliver usunde og tykke når de bliver voksne. Børne diætisterne løfter pegefingrene….osv! Arghhhhh! – og det er da også ok, at have en rettesnor, men slap nu lige lidt af og smid den der “pegefinger” i hylsteret igen, bare en gang i mellem.

Jeg bliver sgu helt “stresset” og træt af alt det! Og hvis jeg gør, så er jeg nok ikke den eneste.

Jeg tænker bare man gør det, så godt man kan! Jeg tænker også ret tit, gider du selv og spise leverpostejsmadder hver dag! Øhhhh NEJ! – og med den i baghovedet har jeg da finpudset det lidt og øver mig hver dag. Det kan godt være jeg skal gå langs væggene eller laver et rullefald så “The Mommy Police” ikke kommer efter mig😝for ja jeg kommer nogle gange Aldi’s lille yoghurt i, eller en smoothies eller en figenstang. Fy FY FY Lycksie siger jeg bare! Og JA det er sarkastisk ment😊😊men helt ærlig de små poder går mellem 20.000-30.000 skridt om dagen og kan da sagtens tåle en lille smule af deres yndlingssnacks.

Det et jo ikke madpakkerne der afgør om du er en god eller dårlig mor. En god mor sidder ikke i BIP BIP….du ved hvad jeg mener!

Og bare lige for at komme sundhedsguruerne i forkøbet, så handler det også nogle gang om økonomiske midler, grønt er sgu dyrt for nogle – og nogle gange er man presset, man gennemgår en svær periode, barnet er umulig og har nægter at tage tøj på i 48 minutter, fordi der ikke ligger en figenstang i madkassen (altså sådan opfører mine børn sig aldrig, de hører alt havd jeg siger…bla bla. oveni i det er man træt, kommet for sent op osv. Man kan kun gøre sit bedste og at gøre det bedste er godt nok! Shit hvilken visdom, men det er kærlig ment og havde lige brug for at sige det HØJT til mig og dig.

Altså fortælle dig at du er en god mor eller far❤️

Symboler og overraskelser i madpakken

Jeg elsker at overraske og lave små hemmeligheder. Give mine piger små symboler på min kærlighed i madkassen – og det er så nemt lige at lave. Jeg smider lige et klistermærke på stanniolen, klipper et hjerte af madpakkepapiret eller bruge udstikkere til vandmelon, pandekagerne eller rugbrødet. Det duer nok mere til små børn! Hvad ved jeg – men mine to på 3 og 4 år elsker det.

Og det vigtigste er vel egentlig at madpakken bliver spist!

Pigernes favoritter

Kyllinge pølsehorn, vandmelon, jordbær, æble, pærer, kiwi, ost, pasta, pesto, pandekager, gulerod, agurk, figenstang, rugbrød med leverpostej, spegepølse eller kylling. På travle og trætte dage, får de nogle gange en toast med….

Og så får de rester fra gårsdagen aften måltid med 🙂 Madspild’s venligt og økonomisk. Jeg siger det bare!

Madkasserne er fra Sistema, drikkedunkene er også fra Sistema – for vi er helt pjattet med Sistema herhjemme! De er nemme at åben for børnene, nemme at smide i opvaskeren – en god form til skoletasken. Vi elsker de små rum og de fede farver. Vi bruger dem også i weekenderne når vi er på tur, så har vi små køle elementer i, også fra Sistema! Og nej det er bare gratis reklame, jeg er ikke blevet hyret til at gøre noget eller ligge noget op. Jeg gør det, fordi jeg virkelig synes det er et godt produkt.

Dagens madpakke!

(Dagens madpakke er kun til mellem måltider, hovedmåltider får de fast hver dag i vores børnehave )

Pasta rester

Kartoffel rester

Mozzarella kugler (fik de også igår)

Jordbær

Bananpandekager

Opskrift på de sunde pandekager

2 modne bananer

2-3 dl havregryn

4 æg

2 vanilje proteinpulver(kan udlades) og erstattes med æblemos. Jeg har begge ting i mine! 

Kokosolie både lidt i dejen og på panden p

Hytteost! – hvis jeg har hytteost på lager, så kommer det også i! 

Hvad kommer du i madpakken?

Hvad er din yndlingsopskrift? Dit symbol? Din yndlingsting? Hvad elsker dit eller dine børn at få med? Inspirer mig endelig…..

Profession! selvudnævnt søvnkriger med et stort rungende mor-dedikations DNA.

Jeg har selvudnævnt mig som søvnkriger! 

LinkedIn står der ingenting om hvad jeg laver lige nu. Skal jeg skrive arbejdsløs? Sygemeldt? Svagpisser? Mor med stort M? Hvad fanden skriver man når man er på fuld tabt arbejdsfortjeneste! Jeg bliver jo nødt til at have en titel, ellers er der jo bare et stort tomt rum i min erfaring, nogle år i ingenting og det kan da kun have en negativ klang i arbejdsgivernes ører. Så derfor giver jeg mig en selvudnævnt titel og måske jeg skal skrive lidt erfaring nedenunder. 4,5 år må da tælle som noget. Det viser da vilje, styrke og drivkraft. Jeg vil jo gerne tilbage igen, tilbage til spændende projekter, søde kollegaer – jeg vil gerne være en del af noget.

Jeg synes ordet kriger lyder mega sejt, og på den måde får jeg jo også rost mig selv lidt. Ja jeg har ikke været i krig og er nok lidt malet af, at jeg har set alle afsnit af korpset. Men jeg er overbevist om, at jeg sagtens kunne gennemføre med alt det bagage, jeg slæber rundt på mine skuldre. Men navnet snyder, for jeg føler mig nok mere som udskidt og udslidt æblegrød! Sådan føles det selvfølgelig ikke hver dag. Fredag var faktisk en god dag. Jeg fik nemlig ugens bad og det var tiltrængt – nu ligner jeg jo næsten en på 41 år igen og lugten er blevet til duften! Plus dagen stod på besøg af nogle af mine/vores yndlingsmennesker Maria og Andreas. Her bliver der nemlig tanket op af alt det gode på socialthygge kontoen, som jeg nok er en smule i underskud af. De har fulgt os siden fødslen, de har støttet, trøstet og været der. Jeg er så taknemmelig for, at de eller vi ramte hinandens livsvej, for bedre venner findes ikke. TAK Hr.Gud som Victoria kalder ham❤️

Det var et tiltrængt hvil, efter en ærligtalt hård uge med for lidt søvn, for meget gråd, for meget feber og snot, for meget vuggen frem og tilbage! Prøv du at tage dit barn på 4,5 år som vejer 15 kg. og sving hende i dine arme et par timer hver nat i en uge. Det er sgu da crossfit for mammas på højt plan, dertil tilføres lidt skrig og gråd, og den meget “positive” påvirkning det har på mor Lycksie lille følsomme hjerte. Puhaaa….glæder mig til en “normal” uge i næste uge, hvor jeg kan sove lidt om dagen igen.

Jeg er for nyligt blevet spurgt om hvordan jeg kan have overskud til at være mor.

Arghhh altså jeg er træt og stærk på samme tid. Jeg sover når alle andre arbejder, og her får jeg jo lidt ekstra søvn. Og lige meget hvor udkørt jeg er og hvor meget jeg har kæmpet/kæmper, så råber jeg sjældent af mine piger. Selvom øjenlågene er lige ved at falde i, selvom jeg er så træt og lunten føles kort, så siger jeg til mig selv, at det jo ikke er deres skyld. Så spiser jeg også lidt mere end jeg burde, men det er det eneste som giver mig energi til at være vågen et par timer mere. Så endnu en uge som har kostet lidt på kiloerne.

Jeg siger dagligt til mig selv, de skal ikke føle skyld! Så selvom vi ingen aflastning har, hverken hos professionelle eller bedsteforældre som lige kan passe. Så prioriterer jeg hver dag, at få leget, krammet og snakket med mine børn. Jeg tror min kærlighed er så stor og stærk, at det er min overlevelsesjuice! Det er den “juice” som får mig op og i gang. En form for kærligheds energipille.

Men du smiler altid? Det misleder jo lidt jeres kamp.

Nogle tror altid, at jeg er i total overskud, for sådan virker det udadtil. Men det er ren Hollywood! Facade over facade – men I virkeligheden bliver jeg nødt til det, for jeg har ingen som kan gribe mig og mine børn, hvis jeg falder! Så derfor er jeg udholdende og giver den alt hvad jeg kan, for jeg tænker inderst inde at det ikke kan forsætte 4,5 år endnu. Smilet i offentligheden gør at jeg føler mig lidt normal. At “her kommer jeg” og “jeg har styr på alt” – det er min måde at navigere rundt. Selvom jeg inderst inde føler mig ekstremt alene, ensom og som den der ikke passer ind nogle steder.

En særling. Ikke kun på grund af vores nuværende kamp og søvnen. Men også fordi jeg altid har følt mig alene, jeg snuser og oplever verden anderledes end mange af mine tætte omkring mig. Jeg tager alle indtryk til mig, absorbere alt – og kan mærke mange negative frekvenser i vores samfund. Derfor prøver jeg altid at påføre verden et smil. Det er da en start tænker jeg, et statement! -at jeg ikke vil hives ned i sølet og i en verdens som er blevet mere egocentreret og tabulagt og med MEGET mere. Den debat må jeg vist hellere tage i et andet opslag!

Første årsag til min nye titel. 

Mandag skulle vi så til endnu en test på Roskilde! Det er altid hårdt – for i mine øjne er min Victoria den mest vidunderlige omsorgsfuld fantastiske pige! Men jeg ved jo godt at der er nogle ting som er anderledes, nogle emner som kræver hjælp – jeg har bare tilvænnet mig situationen, det er blevet hverdag og sådan tilpasser man sig jo. Det skal man. Testen gik OK! hun bliver naturligvis træt af opgaverne og det ender også med at hun reagere hele vejen hjem i bilen! 

Det er ok, det er synd for hende og man prøver så godt man kan bare at kramme, kysse og fortælle hende at hun er dejlig som hun er! De helt tætte ringer til mig, for at høre hvordan gik det? Her slår jeg over i engelsk, hvis Victoria vimser tæt omkring, det kan måske virke pjattet på jer, men min datter skal ikke føle sig forkert! Hun er nemlig ikke forkert og det er min fornemmeste opgave er at gøre hende stærk, at hun kan stole på mig, føle sig tryg og almindelig. Hun er så mega kvik, som psykologen sagde, så er der virkelig meget lys i pæren – derfor vil hun også forstå sådan en samtale mellem to voksne, hun kæder hurtigt tingene sammen, hun observere og fange stemninger hurtigt! Så derfor på engelsk…

Men hun og lillesøster har været syg næsten hele ugen, og de har sovet virkelig virkelig dårlig. Så selvom jeg har været mega træt om dagen og ikke har kunne sove, så har vi hygget os. Begges humør er højt om dagen, de er glade, legesyge og krammende. Jeg elsker mine pigers selskab! Vi har gået ture, været kreative og plantet os til Ramasjang og Netflix.

Motionen er min energi drik og jeg elsker det!(og hader det). Til trods for en hård uge, så fik jeg da løbet en gang og trænet crossfit to gange. I tirsdag fik jeg ellers dommen st jeg har en diskusprolaps og at jeg skal genoptrænes. Men jeg har heldigvis ikke ondt, når jeg træner og løber, så skal da have mig en løbetur i dag, især fordi jeg senere i dag skal indtage lidt ekstra kalorier. Jeg skal nemlig ud, ud og spise tapas, drikke cocktails med mine crossfittøser. Det er min 5 gang ude, uden børn siden børnene indtog vores verden. Indrømmet! det lyder mega fedt, at jeg skal ud – men har dårlig samvittighed, jeg ved min mand skal igennem en hård kamp herhjemme og det kræver virkelig meget. Det er sgu synd for ham. Hendes angst er så voldsomt, at hendes egen far ikke en gang kan passe uden de store problemer. Det er så synd for ham og hende – men jeg bliver nødt til at få mig lidt mig tid, også selvom jeg føler at jeg svigter min datter. Jeg håber og er tilfreds hvis bare jeg får 1 eller 5 timer sammen med Sasha, Tine, Christina og Michala og en masse mojitos.

Bare tag i morges, her vågner jeg klokken 06.00, jeg har tankemylder og kan ikke finde ro. Derfor går jeg ud og skriver lidt på mit opslag til i dag. På et tidspunkt skal jeg morgenfriske som alle andre og går ned. Der går ca.15 min så vågner Victoria. Hun råber, græder og skriger – far kan intet stille op. Hun er vågnet trygt ved siden af far og lillesøster – og alligevel udspiller der sig en trist morgenvækning. Hun har et angstanfald, blot fordi jeg er gået ned.

Jeg GLÆDER mig helt vildt!!!!!!til bare at være mig, sammen med nogle skønne tøser og med lidt dårlig samvittighed på skulderen og i hjertet!

Så god lørdag aften her derude og jep jeg burde nok blive hjemme, gå i seng kl.20 efter en uge med 21,2 timers søvn. Men jeg skal UD! Mig! 

Hvem er WONDERWOMAN?

Er jeg en superhelt eller en erotisk buttet sønderjysk pige ?

Jeg har ikke fået skrevet så meget herinde på momster.dk endnu. Det er egentlig lidt mærkeligt, for jeg har så MEGET på hjertet, men der er sket og sker også bare så meget i mit liv, så jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte. Der går så mange ting igennem min stædige og tykhudet hjerne.

Spørgsmål som; Er jeg overhovet en blogger? Hvad skal mine emner være? Jeg er bange for at det bliver rodet med alle mulige forskellige opslag? Hvordan starter jeg? Hvem læser med? Hvem vil overhovedet læser om mig? Hvordan skal det gå med min ordblindhed? Hmmm jeg har jo heller ikke særlig mange følgere – har jeg egentligt noget klogt at sige. Hvad er formålet…..? Nå ja formålet, det har jeg faktisk hele tiden været ret klar i spyttet omkring. Jeg vil dele min normale hverdag, tunge, triste, ærlige og sjove ting, dele min interesse for billeder og træning – min evigheds vægttabsrejse, måske jeg kan støtte eller inspirere andre. Egentlig bare en normal hverdag fra det lille almindelige liv, dele mine rynker, mine bekymringer, mine glæder og alle mine små tossede tanker.

Socialemediers perfekte forkerte verden

Og ærlig indrømmet! Så har jeg kigget de sociale medier igennem længe og kan godt blive bange for om jeg egentlig passer ind i en blogger verden. For de “fleste” bloggere, instagrammere som er virkelig populære, ligger jo kun perfekte billeder op af en perfekt hverdag. Der er virkelig virkelig “altså som i rigtig mange” bikini billeder, boligbilleder, perfekte hverdagsbilleder, modeller som deler det “uperfekte af dem selv” og deler et “delle” billede eller “se lige mig uden makeup, så kan i se at jeg ligner en helt almindelig pige”. Lad mig slå det fast! Nej og fucking nej, det gør du altså ikke……..

Det synes jeg virkelig er skægt og jeg kan godt se, at det er fordi man leder efter flere likes, en ny opmærksomheds tendens.

Misundelse eller forandringssøgende?

Er jeg misundelig? nogle gange er jeg da. Jeg synes altid de er i det stiveste pus! Nærmeste perfekte….og hvorfor følger så mange af os almindelige “dødelige” det perfekte. Hvorfor følger man eksempelvis, en mor som kun ligger det perfekte ud, en baby der altid sover, altid er i dyre mærker, en mor som ammer nemt og har den fedeste barnevogn. Jeg forstår det faktisk ikke, jeg synes det er PISSE kedeligt. Jeg har set mange opslag, hvor der ligger en baby på et gulv, selvfølgelig på et HAY tæppe med en babydyne omkring sig, selvfølgelig med et møg dyrt Liberty mærke eller merino uld, og foran babyen er et designer bord med en designer lampe. På bordet står den perfekte opsats af blomster og håndlavede vaser, på bordet står også en hjemmebrygget kaffe og hjemmebagt scones som lige er kommet ud af ovnen – og under billedet står der måske: Sikke en dejlig dag, min baby sov igennem i nat og han har lige smidt bleen. Han er hun 7 mdr. Hav en dejlig mandag alle sammen………bla bla bla og suprise.! 76.000 har liket opslaget og 398 har kommenteret med “God dag til dig” – “Ihhh hvor skønt, du er en inspirerende mor” FUCK hvor er det hjernedødt (undskyld det grimme sprog) – men jeg forstår det virkelig ikke! Helt ærligt.

For der går ikke længe, så ser jeg et andet opslag, fra en anden pige jeg følger, hun er også mor som er ramt af sclerose – hun har lige svømmet 2 km i svømmehallen. Hun har smidt et smukt billede op, et ærligt billede fra en hård hverdag. Hun har fået 3 likes og ingen kommentarer. Er det virkelig vores verden? Hvor er de medfølende kommentarer henne? hvorfor er dette ikke lige så interessant som den perfekte mor. Jeg tænker stadig på hvorfor….. og skal nok sige til, når jeg finder ud af det. Men jeg synes det er en kedelig tendens, en trist udvikling. Jeg vil så gerne vende det og gøre noget godt for pigen, få jer alle til at like, støtte og kommentere mere på pigen med sclerose, eller på familien som har et barn med en uhelbredelig sygdom, en tyk pige som kæmper med at tabe sig eller på parret som har prøvet at få en baby i 6 år……for de trænger til opbakning og støtte. De trænger ikke til at få smidt alt det perfekte i hovedet, hverfald ikke hele tiden.

Superheltinde og Miss Denmark

Et eller sted inde i mig, gemmer der sig stadig en lille pige, en lille pige som en gang i 80’erne ville ønske at hun kunne redde hele verden. Forandre verden! Hjælpe dem som har brug for det. Jeg ville så gerne være en superhelt og gør alle onde mennesker til gode mennesker. For tænk hvis man havde fede seje superhelte kræfter, især laser-røntgen syn, superhørelse, og at kunne flyve – så tænk lige over hvor meget godt man kunne gøre for vores smukke verden. Så forskellen på farve, kultur, religion, rig og fattig slet ikke var der. Hvis kløften bare var et fladt landskab. Tænk hvis vi havde harmoni, og ingen våben og vold. Jeg lyder næsten som en der skal stille op for Miss Denmark (hvertfald for curvey ladies). Men så skulle min afsluttende vindende bemærkning da være “ Jeg ønsker fred i verden”.

Lidt fra barndommen

Året var 1986, jeg var 8 år og min far er lige gået bort i en bilulykke. Min far var mit forbillede, min klippe! Han var kærlig, varm og omsorgsfuld. Min mor og far var det perfekte uperfekte par – de var barndoms kærester. Jeg elskede han og savner ham stadig. (Også selvom at han ikke er min biologiske far. Jeg er nemlig adopteret, jeg er halv tysk og halv argentinsk – og så er jeg vokset op i Gråsten. Jeg elskede min barndom på stutteriet, min tid bland halm, hø, heste og hjemmeopdigtede eventyr.  Jeg mindes ham som en legesyg far, som elskede os og prioriterede at være sammen med os. Jeg savnede og savner ham. Da han gik bort, blev alt svært for os! Min mor stod med sorgen, os børn, gården, min fars autoophug – hun stod med alt, ansvaret var stort og nærmest udholdelig for hende at varetage i en sådan en krisetid.

Jeg synes min barndom var en hård tid med oplevelser som har sat dybe spor. Min mor fandt en ny kærlighed, og vi flyttede kort tid efter til Gråsten

Her startede alt balladen….lang historie, som vi tager en anden gang! 

Min bedste ven, er supermand!

Faktisk drømte jeg så meget om at blive superhelt, at jeg i 6 klasse ofte havde supermandstøj på i skole, et hjemmelavet sæt – med flotte røde drengeunderbukser som jeg havde nappet fra min storebror Thomas. Jeg var overbevist om at jeg var bedste venner med supermand og det fortalte selvfølgelig til alle i skolen! 

Måske ikke så underligt, at jeg i 80-90’ernes Sønderjylland blev set som at være en skør lille pige og blev godt og grundig mobbet. Jeg blev låst indeni biologiskabet, jeg blevet banket efter skole, jeg blev drillet i frikvartererne og tilsidst skulkede jeg fra skole og endte i det forkerte selskab. Jeg stak af hjemmefra, så snart jeg så muligheden for det. Jeg savnede at nogen kunne se mig og forstå mig. Jeg følte mig alene. 

Ordblind og på vej på Idrætsungdomsskole

Jeg var rebelsk, jeg var ordblind, jeg blev mobbet – jeg var det sorte og meget mærkværdige får. Jeg endte på en forkert vej og det indebar endnu flere ar på sjælen, ar som aldrig kan heles og oplevelser som små piger slet ikke skal opleve. Jeg blev hurtig voksen og vidste at der skulle forandring til. Så inden længe, besluttede jeg i fælleskab med min familie om at flytte til Vojens idrætsungdomsskole. Det var sidste chance for mig og jeg vidste det godt.

Her endte jeg med at være og bo på fuld tid i 3 år (8,9 og 10.klasse) og det var de bedste år af mit liv. Fællesskabet var fantastisk, hverdagen var fyldt med et fælles mål, fællesskab og små eventyr. Dagene blevet fyldt med gymnastik, sport, teater, hygge og fælles oplevelser og en masse gode venner.  venter….

Det var lidt om mig, mine tanker og barndom. Tak fordi du ville læse med. Forsættelse eller del 2 fra barndom og opvækst kommer snart….

Må hellere komme i seng, for i morgen står den på crossfit og psykolog.

Godnat derude

Nordsøen Oceanarium

Lige nu er vi på ferie i Skagen og vil derfor lige komme med en kort, men varm anbefaling.

I dag tog vi til Hirtshals, for at besøge Nordsøen Oceanarium. Her fik vi fanget krabber med en fiskestang, lyttet til spækhuggernes sang, rørt ved en søstjerne, set sælernes fodring og meget mere! I dag var en stor oplevelse, også selvom man kun er 2,10 mdr og 4 år og måske ikke forstår alt. Der var mange hvorfor dit og hvorfor dat, hvilket gjorde turen det hele værd.

Dagen bød desværre kun på regn og atter regn, så vi fik ikke afprøvet deres meget FEDE legeplads (Som bestod af et meget højt fyrtårn med rutschebane, vipper bygget som hvaler – tja alt var bygget i maritimt tema). Så det må vi desværre have tilgode! De bedste anbefalinger fra os til alle jer som også elsker små og store eventyr med fisk, krebsdyr, hvaler, klumpfisk, sæler……..🦀🐳🐡🐟🐚

De varmeste anbefalinger fra os alle 4

Se flere billeder fra vores eventyrlige tur på Instagram

Min LORTE fødsel!

P S Y K O L O G

Jeg går til psykolog og det har jeg det faktisk godt med, for det er det eneste som hjælper mig! Det er ikke en normal psykolog, hvor jeg ligger tilbagelænet på en futton som en ægte Hollywood film. Det ligner mere en helt almindelig Ikea stol og timen går mere ud på coaching, at give mig værktøjer til at komme videre og selvfølgelig gennemgang af de ting som fylder.  Hver gang jeg skal afsted, siger jeg til mig selv: Jeg behøver da ingen psykolog, jeg har sgu godt styr på ALT og 5 min efter ankomst sidder jeg og stortuder som niagara vandfaldet!

T J E N E R A N S I G T E T


Det er 4 år og 3 mdr siden jeg fødte mit vidunderbarn og desværre som mange ved, havde det en stor personlig pris med sig!  Jeg gennemgik et mareridt som de færreste oplever og jeg har længe gået med tanken om enten at skrive en bog (men er ordblind), så den lader jeg ligge for nu. Jeg er også blevet kontaktet af diverse medier siden fødslen, men har sagt nej tak, da jeg egentlig er meget privat og ikke vil på forsiden af alt muligt.  Jeg vil ikke have at folk skal have ondt af mig. Jeg vil ikke være et offer og min oplevelse skal ikke være til offentlig debat. Men min fødsel, var et skelsættende og traumatisk øjeblik for hele vores familie og hele vores omgangskreds. Det lille STORE øjeblik i 2015 har ændret mig for altid, og det forsætter med at ændre mig. Jeg er ikke den gamle Lyck mere, jeg er slet ikke så glad mere og jeg føler mig faktisk ensom i den følelse. Jeg har fået konstateret PTSD, udkørthed og overbelastning, men der er meget få som ser den del af mig. Jeg hører ofte folk sige, du er altid så glad og smilende! Du virker overskudsagtig. Men det er en sikker havn for mig, at sætte mit stewardesse og tjenerfjæs på, jeg kan nemt agere overskudsagtig og vise et sundt øjebliksbillede. Men så snart jeg vender snuden hjem, er jeg mentalt udkørt og dødtræt! Hvis vi bliver inviteret til noget socialt, så vil jeg super gerne – men skal altid lige synke det og vende det mange gange rundt i hovedet. Den gamle Lyck, havde sagt ja på stedet og glædet sig. Den gamle lyck var festlig og troede på sig selv! Jeg var kæk og kendt for hurtige rappe svar. Jeg havde en stor omgangskreds, men i dag er jeg meget alene.


A L E N E

Jeg er ofte alene, mine børn kan ikke passes om aftenen og jeg er den eneste der kan tage anfaldene. Det har jeg gjort i 4 år og 3 mdr nu. Jeg kan ikke bare lige tage til koncert, i bio eller drikke cocktails i KBH, og det har haft sin pris! Min nærmeste veninder røg i svinget og det gik stærkt. Men jeg er den primære omsorgsperson og det leverer jeg ud til fulde 24/7 hver dag og hver nat. Jeg er stolt af den præstation, jeg ved at jeg er SEJ og viljestærk. Men når mine piger er afleveret, sidder jeg tilbage med en tom følelse, en følelse af ensomhed og tristhed. Jeg savner at være social, men kan ikke overskue det. Jeg savner at ringe og snakke med veninderne, men er for træt til det. I gamle dage, sendte jeg altid søde og sjove sms’er på daglig basis, nu strejfer tanken mig blot. Jeg glemmer fødselsdage, jeg glemmer at ringe tilbage, jeg gemmer mig hvis nogle banker på min dør! Jeg vil så gerne, men kan ikke.


E G O I S T

Jeg kan ikke glæde mig på andre vegne mere, slet ikke andre som har normale fødsler, som får nemme babyer – og som har en hyggelig barselstid. Jeg kan ikke en gang stå i et supermarked eller sidde i et venteværelse – og høre andre tale om fødsler, babyer, diggediggetid uden jeg bliver ked af det….det gør ondt helt ind i maven! Og det er jo ikke fair overfor de mennesker, måske ikke lige dem i netto jeg tænker på, men dem omkring os – dem som vi er venner og bekendte med. Det er jo ikke deres skyld, at jeg været udsat for svig og svigt, så jeg ved at det SKAL jeg arbejde på! Undskyld for min egoisme og misundelse! Det er virkelig ikke med vilje. 

P A T I E N T K L A G E N Æ V N E T


Mit frirum, som mange nok ved, er min træning og ellers er det mit filmunivers, her kan jeg drømmer mig væk og tanke god energi til en ny dag med masser af kvalitetstid med mine skønne piger. Tanke energi til at klare alle de praktiske gøremål som alle mødre kender til, vores udfordringer generelt – og for lidt søvn. Men heldigvis får jeg hjælp af to psykologer og lige nu har de sat mig i gang med at gennemgå min fødsel og min klage til Patientklagenævnet m.m. Det er hård læsning og jeg er efter flere måneder kun nået til forsiden!
På forsiden står der! 


AFGØRELSE

Styrelsen for Patientsikkerhed finder grundlag for at kritisere Roskilde Sygehus for den behandling, som Anne Lyck Hansen modtog den 17. april 2015.


Jeg/vi fik medhold og de ændrede deres procedure så det ikke skulle kunne ske igen. Jeg fik ingen erstatning! 
Længere er jeg ikke nået! Jeg har godt nok skimtet side 2, men kan mærke tårene nærmer sig så snart jeg ser ordene “Bedøvelsen virkede ikke” “ Anne skriger” “Epiduralen er insufficient” “ Anne har ikke været tilstrækkelig bedøvet under kejsersnittet” “Jordemoderen var i chok over indgrebet blev gennemført”…….
Jeg lukker siden og sætter mit tjeneransigt på! Hvordan får jeg nogensinde læst det! Jeg vil lige sige, at det er min stærke mand som har stået for hele klageforløbet, alt korrespondance! Jeg kunne slet ikke overskue det dengang, det skræmte mig – men er glad for at han gjorde det i dag. For vores skyld!


M I N H I S T O R I E


Men efter længere tid overvejelse har jeg besluttet mig for at min (vores) historie skal ud! Jeg har derfor besluttet mig for at dele min fødselsberetning, en af grundene til min beslutning – er at det vil kunne hjælpe på min helingsproces, på min rejse fremad og måske vil jeg kunne hjælpe andre som sidder med et styk traumatisk bagage, måske kan jeg guide eller inspirerer. Jeg vil bare så gerne vende den negative spiral og se fremad! Det kræver at, jeg ser bagud først! Så inden længe ….tromme solo….(beklager dårlig humør)…..vil jeg gå i gang med at nedskrive mine fødselserindringer og dele det med jer. 


Nu sover børnene endelig, så nu vil jeg ned og have mig lidt mortid.

G O D N A T derude og husk du er aldrig alene!

SØVN, OMSORG & HVERDAGENS TUMMERUM

Igår skulle jeg til crossfit kl.19.00, og jeg havde glædet mig meget, især da jeg ikke for trænet for tiden, nu hvor min mor bor her. Jeg træner sjældent om aftenen, da det ikke kan lade sig gøre i vores liv, men det skulle prøves, man tænker; hun er jo blevet ældre og det kunne jo være det lykkes. Jeg blev desværre ringet op midt i træningen, og min mor havde sendt mig en SMS “V er helt ude af den” – og måtte derfor løbe ud til bilen og skynde mig hjem, da Victoria havde et voldsomt anfald. Jeg havde håbet og regnet med, at hun ville få en lille reaktion, og savnede sin mor som andre børn gør, når mor lige skal ud. Men nej…..Michael stod med hende i armene i indkørslen, da jeg landede hjemme på adressen. Hun faldt hurtigt til ro og vi lå længe, og krammede, og holdte i hånd!

Det er sgu lidt hårdt, at jeg ikke kan tage væk – især da jeg stadig går og drømmer om en aften med Halifax burger efterfulgt af et aktionbrag i biografen. Jeg drømmer om, at kunne tage med til venners runde fødselsdage, bryllupper hvor børn ikke må komme med og for nyligt, Michaels egen 40 års fødselsdagsfest – hvor vi som de eneste havde vores børn med!(Nu var det så også vores egen fest). Jeg sultede efter bare at være mig, nyde en masse mojitos, gode venners selskab og være en del af flokken. Efter 4 år synes jeg stadig at det virker som et uoverskueligt og langt ude i fremtiden ønske. Jeg ved godt det lyder lidt egoistisk – og tro mig, jeg elsker mine piger M E G E T højt, jeg elsker at tilbringe tid med dem, jeg nyder deres selskab.

Men er det egoistisk? at ønske udgang bare 1-5 gange om året, jeg synes bare det kunne være så fedt, at tage ud og bare være mig i en lækker kjole med lidt lir på øjnene eller have romantisk mand & konetid en koncert, klatre eller tage i bio. Er det egoistisk at drømme om sammenhængende søvn?  Vi har jo ikke spædbørn mere, jeg ammer ikke mere. Benedicte fylder snart 3 år og Victoria er lige blevet 4 år.

I mandags var vi igen været til møde på Roskilde, denne gang på børneambulatoriet og man har nu besluttet at vi skal indlægges til en søvnundersøgelse og at det er 3-4 år for sent! Derudover er vi startet på udredning på børnepsyk – og her venter en masse undersøgelser forud. Samme aften startede vi også op på Melatonin igen og som forudsagt, resulterede det i anderledes typer af anfald, let søvn – men til gengæld sov hun tidligt! Det er sgu så synd for hende, men også for os.

Hverdagen er så anderledes og udfordrende – jeg skal stadig forklare, belyse, oplyse og forsvare hvorfor jeg ikke bare lige kan, dit og DAT, til nær og fjern. Det er mættende og trættende – og mit vægttabsønske ligger stadig så fjernt! For lidt søvn kombineret med min lavt stofskifte sygdom er en dårlig cocktail. Alle jeg kender taber sig hurtige end mig, de har succes. Jeg er konstant bagud i crossfit og alle de nye som starter, 1,5 år efter mig er indenfor få mdr dygtigere og hurtigere end mig. Misundelse er en grim ting, men den er naturlig og jeg er sgu misundelig, Spiralen er en ond cirkel, som påvirker hele hverdagen….

Men jeg forsætter min træning, for jeg elsker det og det giver mentalt overskud!  

Og ja livet er smukt, jeg elsker min familie og ønsker fred i verden! De små ting i hverdagen er smukke og vi har heldigvis ikke alvorligt syge børn.

Men nogle gange er det sgu ok, at sige: ØV og bare være lidt sur og ked i knolden. 

En lille onsdagtanke “ønske”  fra mig 

MORMOR – JEG ELSKER DIG!

 

M I N  M O R  – er flyttet ind!

JA – du hørte rigtigt!!! Min skønne dejlige mor er flyttet ind sammen med os, hun har fået ”lov” af pigerne til at bo i deres legeværelse. Min mor landede i Solrød sidste lørdag den 29.juni, efter at min helt igennem fantastiske mand gjorde mig den KÆMPE tjeneste og stod op kl.05.00 for at køre til Gråsten for at hente min mor og alt hendes habengut, og så igen for at køre tilbage samme dag – ca. 40-45 minutter efter ankomst i Gråsten. TAK TAK TAK – jeg er dig dybt taknemmelig! Du er og bliver min helt.

STATUS

Vores første uge er gået og det er faktisk gået over al forventning. Det er så dejligt, at have hende tæt på og vi får en masse kvalitetstid sammen. En tid, som vi aldrig får tilbage og ja flere har da spurgt om jeg virkelig gider at bo sammen med min mor, og jeg siger det lige IGEN. Det gider jeg godt!. Altid, altid, altid – alt for min mor og far. Alt for min familie.

Jeg synes faktisk vores genration skulle tage at pakke deres ting sammen og rejse lidt tilbage i tiden eller en tur til eksempelvis; Sydamerika, her er det helt normalt at man tager sig af sin nærmeste familie på godt og ondt. Personligt, synes jeg godt at vi kunne vende tilbage i tiden og passe lidt bedre på vores ældre. Mange af os bor i store kvadratmeter, alle med hver vores værelse, kreative rum osv. Vi har hvert fald plads nok! Vi er blevet mere egoistiske, vi har fået mere travlt – vi er et blevet et produkt af noget som ikke er menneskeligt sundt. Når jeg sidder og tænker på min mor, at hun skulle bo på et plejehjem og kun få et bad i ugen, så væmmes jeg og bliver ked af det. Men det er ikke kun det ugentlig bad jeg tænker på, der er sgu ikke meget livs værdi på plejehjem, at bo alene væk fra sin familie, spise industriel mængdeproduceret mad . Hos os, kan hun opleve hendes børnebørn, få glæde af mine gode kundskaber i køkkenet, her er der mere familiært, der er hverdagsliv og jeg kunne blive ved med plusserne.

Jeg kan da godt udstille billeder på sociale medier og vise hvor meget vi hygger, men man skal altid huske, at det er et kort øjebliks billede. Det skal ikke lyder lidt forkert at skrive, for vi hygger rent faktisk – det som driller og som desværre er udmattende, er at få alt det praktiske til at hænge sammen! Altså en ny hverdag med at aflevere og hente to små børn, få alt for lidt søvn, vores udfordringer generelt, samtidig med at jeg gerne vil holde mine træning ved lige og sørge for, indkøb, madlavning, rengøring, – og være der for min mor. Desuden er vi startet udredning på børnepsykiatrisk og det næste stykke tid skal Victoria til en masse undersøgelser, da man mistænker ADHD og autisme. De desværre har konkluderet at hun har angst og at hun er svært søvnforstyrret (det vidste vi egentlig godt, men det er nu alligevel hårdt at få det smidt i hovedet, sådan mere officielt).


Men nu byder hverdagen altså på nye ting, nye rytmer og nye vaner. Jeg skal nemlig bade min mor, smøre hende ind i creme, klippe negle, rede hår, skære mad ud, hjælpe hende i tøjet, hjælpe med medicin, agere kørestolschauffør og meget mere! Det skal man lige have et kørekort til -(hvilket faktisk overhovedet ikke er svært for mig, det falder helt naturligt. Men vores rytmer og vaner er vidt forskellige…..og min tilstedeværelse er krævet 24/7 og med min skøre familiepakke oveni, er det en stor stor stor opgave, men det er min mor! Min mor! Tænk hvis det var din mor, ville du ikke gøre det sammen? 

Min mor er min bedste ven! JA du hørte rigtigt, min mor er min bedste ven, hun er også min veninde, sparringspartner, livline, cafepartner og triominosfjende. Jeg elsker at være sammen med hende.

Hvorfor er hun flyttet ind tænker du nok?

Lige nu er hun på ferie hos os, fordi min far på 80 år helt ærligt, er pisse udkørt, han er træt efter han helt naturligt og ærefuldt påtaget sig en kæmpe opgave. Han passer på min mor 24/7. Han er fra den gamle generation hvor mændene var mænd og kvinderne passede job, kødgryderne, køkkenet og børnene. Han har ikke lavet mad i 60 år og han har ikke det der medfødte “Hausfrau” gen! Men shit hvor er han sej, helt ærlig – han er 80 år og hans livsledsager og bedste ven er blevet alvorligt syg. Han er taget opgaven til sig, han vasker tøj, han tømmer opvasker, dækker op til morgenmad, han handler, han bader min mor, klipper negle og kører hende rundt til træning og diverse undersøgelser. Jeg siger det lige igen. Han er F U C K I N G  S EJ. Tænkt at skulle administrere alt det som 80 årig og så oveni se sin bedste ven blive ramt af en uhelbredelig sygdom som han ikke kan besejre. Du er sej far. 

Han bruger ferien på, at være på erindringstogt og eventyr i Ribe, han drikker øl, får burgere og lytter til jazz, ser film i lange baner og nyder en masse gode venners middags invitationer, det er så fortjent. Og mor er her hos mig, hos os på ferie og på et testophold, for det er desværre stærkt nedadgående og når min far ikke kan mere, så håber jeg at vi kan tage over og at min mor kan flytte ind her. Men kun hvis hun vil, hun er jo ikke umyndiggjort og det er derfor hun er på ”prøve” her……

Min mor har diagnosticeret med MSA (MULTIPEL SYSTEM ATROFI) somer en atypisk uhelbredelig Parkinson. Behandlingen handler om at afhjælpe, lindre symptomer og vanskeligheder. Det er pisse hårdt, for jeg har min mor tæt på mig, og kan slet ikke acceptere at vi bor så langt fra hinanden i hverdagen. Tænk hvis jeg boede tæt på, og lige kunne smutte over med boller i karry eller en kæmpe omgang citronfromage, eller hjælpe med et eller andet teknisk, vaske tøj osv. Men mest af alt, så kunne pigerne se deres mormor og morfar oftere.

Ja nu kommer vi et på emne som er svært for mig. Mormor! Mormor rollen er truet af denne lorte sygdom og det er der hvor det gør allermest ondt.  Min mor er endelig blevet mormor, noget vi aldrig troede skulle ske. Pigerne elsker hende så højt, så jeg kan slet ikke bære at tænke tanken at hun en dag ikke er hos os mere. Når jeg sidder og kigger på min dejlige mor, flyver billederne igennem mit hoved, pigernes første skoledag, fødselsdage, jul, student og I kender jo selv livets gang. Men egentlig er det ikke kun alle højtiderne, det er faktisk allermest de små ting i hverdagen, såsom daglige opkald, weekendhygge i Gråsten  – hvor vi spiller spil, går ture og bare er sammen. Mormor er mere end bare gode minder. Mormor kan lære hendes børnebørn en masse om livet, også selvom de er blevet voksne og flyttet hjemmefra. Mormor kan være totempælen. Unge er så fokuseret på at skabe sit liv med en uddannelse, karriere, og man skal helst have løbet en ironman inden 20 års alderen og ejet en Mulberry siden man blev konfirmeret. Mormor har allerede levet et liv, hun ved, at lykken ikke styres af, hvilket tøjmærke man går i, hvor slank man er, hvilket sofamærke man ejer eller hvor mange gange man har været i NYC Mormor kan give pigerne et andet perspektiv på livet og en følelse af at høre til.

Jeg krydser fingre dagligt, og håber Hr. Gud (som Victoria kalder ham) giver hende lidt længere tid, for hun er pigernes mormor og den rolle er hun stjernedygtig til.

Kærligheden til mine pigerne, til min mor og far, til min mand og vores venner er det allervigtigste i mit liv og min største drivkraft!

GODMORGEN

Sådan har min sovestilling set ud i næsten 4 år! Det er lidt hårdt ikke, at kunne dreje og vende sig som man har lyst. Jeg føler mig “lidt” søvnfrihedsberøvet og bliver lidt øm i min gamle krop! Men det giver hende den ultimative tryghed, hun får færre anfald og hun sover længere. Da det alt sammen er noget som hjælper hende, så gør man det selvfølgelig og finder glæden i de små ting.

Vores morgener er ofte et af dagens allerbedste stunder når vi vågner sammen. For når vi ikke vågner sammen, altså hvis jeg går ned og tager et bad eller andet, så udløser det altid er angstanfald. Så det gør jeg sjældent, så derfor starter dagen oftest med at der bliver klukgrinet, krammet, nusset, drillet og vi taler om hvad dagen bringer. 

Det at dele vores aften, nat og søvn, har for os altid været en måde, hvorpå vi kunne tanke op på nærværs-og tryghedskontoen. At kigge på sine børn, når de sover, er for os noget af det aller smukkeste og mine moderinstinkter bliver da også lige skarpt indstillet. 

Det er ingen hemmelighed, at vores måde at sove på, har givet os mange undrende og anklagende spørgsmål fra omgivelserne. Jeg har ofte fået at vide, at det ikke er normalt at sove med sine børn, de er da alt for gamle til det og andre siger intet, men deres blik afslører ALT. Jeg ved godt at vores moderne travle verden vil anderledes og at børn helst skal sove på eget værelse inden de er ramt 6 mdr. (Det der perfekte store børneværelse som er spækket med stokke, Sebra, Marmar, ferm Living osv…) – det slog mig lige at jeg nok aldrig bliver valgt til at lave produktfremvisning på socialemedier! Men skide være med det….

At sove ved siden af dem du elsker, reducerer faktisk stress og depression – og hjælper os til at leve længere. Det har jeg hvertfald læst mig frem til 🙂

Men med vores søvn historik, med gråd, skrig og anfald – samt 3 til 6 opvågninger i timen indtil 3 års alderen, komprimerede anfald fra 3 år til i dag, tjaaaa så var valget slet ikke svært. Det eneste som vi kæmper med udover ALT for lidt søvn, er den lange indsovning på 3-4 timer….den trækker desværre tænder og vi ville ønske vi havde en løsning på det!

Hentet fra samsovning.dk: Set i et historisk perspektiv, så blev der i de første 200.000 år af menneskets eksistens her på kloden, overhovedet ikke stillet spørgsmålstegn ved, om barnet skulle sove hos dets forældre eller ej. Det gør der så i dag – men faktisk kun her I Vesten og vi udgør kun små 10% af jordens befolkning. Mange af os, overtager ukritisk den vestlige sove-kulturen fra tidligere generationer.

Billedet er taget i morges kl.07:30. Jeg ligger faktisk og venter på at hun vågner! Jeg kigger på hende, Benedicte og far – nyder roen og det mit blik møder, nemlig min lille skønne hjertevarme familie. Jeg elsker dem så højt! De faldt begge først i søvn kl.00:00 igår, så de skal sove så længe de kan! Jeg er blot utålmodig med at komme med i stuen, grunden til dette, er at mormor flyttede ind i træhuset igår. Så jeg vil bare, så gerne ned og se om hun har det godt, om hun har sovet godt – og så vil jeg meget gerne lave et overdådigt morgenbord og forkæle hende! 

Godmorgen fra os❤️

Dagen ifølge mig!

Jeg skulle gøre rent, rydde op, lægge tøj sammen og stryge skjorter. Jeg har ikke rørt mig ud af flækken siden pigerne blev afleveret kl.10.30. 

Jeg ligger ned, med min venstre kind plantet imod min grå sofa, så jeg kan mærke trådene fra stoffet i mod mit hoved, jeg ligger tæt ved vinduet, så lyset fra solen rammer mit ansigt – udover de små pip fra fuglene eller brummen for køleskabet, så er der helt stille. Jeg kan ikke bevæge mig, jeg ligger bare……jeg lytter. Jeg ligger bare og trækker vejret! Jeg lytter og kan mærke at jeg savner nærhed, en hånd på min kind, en hvisken i øret, roen og længslen. Imens jeg ligger og nyder stilheden, afspilles der en film i mit hoved. Lidt ala “Stolthed og fordom” bare med Alexander Skarsgård i hovedrollen. Jeg drømmer mig væk til en anden tid, en anden verden, hvor livet er lidt som en film. En verden uden aviser med konstante dårlige og barske nyheder, en verden hvor vi passer på naturen, hinanden – uanset hvilken baggrund, kultur eller hvor mange penge vi har. Hvor status og udseendet er lige meget! 

Jeg er en drømmer, en romantiker – og jeg har altid set verden i technicolor skønhed. Det er mit frirum fra vores moderne verden, som jeg ikke helt kan finde fred i! Det er mit frirum fra nyheder, misundelse, grådighed, vægttab, slankekure m.m. Det er min flugt fra virkeligheden, det er her jeg samler energi. Jeg er kun mig, jeg elsker det. Jeg kan godt lide roen i mit eget selskab….

Jeg ved godt klokken er mange og at jeg snart skal i gang med dagens gøremål, men jeg har ikke kunne gøre dette i 4 uger og jeg har savnet det! Bare mig og mit eget selskab, enten liggende helt stille eller bare sidde og drømme mig væk, imens afslappende toner kører på anlægget i baggrunden.  Længe leve Ray La Montagne, Diana Krall, David Grey…..

Nå men nu skal Nilfisken findes frem og jeg må hellere springen ud i virkeligheden igen…..skal også snart hente pigerne og savnede dem allerede ved aflevering!

Hav en dejlig mandag

Sendt på farten eller flyvende – eller støvsugende 🙂